Tradition og liv

”Vi har den bedste gudstjeneste, man kan have . Sproget, liturgien, alt er præcis som det skal være. Enhver ændring vil kun være til det værre”.  Sådan er der formentlig ikke mange, der siger – mon ikke de fleste kan finde en ting eller to, der kunne trænge til fornyelse. Men modsat er der formentlig heller ikke mange på det hold, der siger: ”Søndagsgudstjenesten, den har haft sin tid og den tid er for længst forbi. Se at få den afskaffet, så der blive plads til noget andet”.  De fleste befinder sig nok et sted midt imellem de to holdninger – nogen tættere på den første, andre tættere på den anden.

I Lindevang Kirke har vi i flere år arbejdet med gudstjenesterne, både dem søndag formiddag, og dem der finder sted på andre tidspunkter og ugedage. Deri adskiller vi os ikke fra andre kirker. Der foregår rigtig meget gudstjenesteudvikling rundt omkring. Der bliver holdt spagetthigudstjenester, meditationsgudstjenester, musikgudstjenester og meget mere rundt omkring i landet.

          I Lindevang besluttede vi for et stykke tid siden, at det var tid til at arbejde mere systematisk med søndagens gudstjeneste. Så vi ansøgte biskoppen (man skal have biskoppens tilladelse til at lave ændringer i højmessen) om, at få lov at få en forsøgsperiode, hvor vi kunne arbejde med og udvikle højmessen. Vi fik vores tilladelse og nedsatte derefter et udvalg bestående af præster og folk fra menigheden.

          Derfra er vi så gået i gang med at gennemgå højmessen led for led og overveje eventuelle ændringer og fornyelser. Det kan være i forhold til fornyelse af sproget i blandt andet gudstjenestens bønner, og det kan være i forhold til, hvordan vi for inddraget flere i gudstjenesterne, sådan at det opleves som menighedens gudstjeneste – ikke kun præstens. Egentlig er der ikke tale om store ændringer nok snarere om små justeringer, og dog kan det have en stor betydning for at gudstjenestens forløb. 

Hvorfor arbejder vi med at forny gudstjenesten? Det er ikke fordi, vi er stærkt utilfredse med det, der er. Der er snarere tale om et ønske om at bevare og styrke det og ikke mindst et ønske om at styrke fællesskabet. Og så er vi præget af den holdning, at troværdig kontinuitet af kirkens gamle tradition kræver ansvarlig refleksion og videreudvikling. At det må bevæge sig, hvis det skal blive ved med at være levende og vedkommende.

          Hvad har arbejdet med søndagens gudstjeneste betydet? Det har betydet, at vores liturgiske sans er blevet skærpet og at vi har fået større fællesskab i forhold til hvordan vores gudstjenester skal være.

Vi er langt fra færdige med vores overvejelser og forsøgsvise ændringer. Måske bliver vi det aldrig – sådan er det, når noget er i bevægelse.

Christiane Gammeltoft-Hansen, Lindevang Kirke