I disse tider med corona-virus og afsavn af forskellige slags og dimensioner, hvor umuligheden af den faste højmesse ligeledes sætter sit umiskendelige præg på kirkens liv, bringer vi hver uge gudstjenestens tekster til dig her på vores hjemmeside og vores facebook-side.

I denne uge er sognepræst Amanda Norsker prædikant:

Evangelium

Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden." De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

Johannesevangeliet 6,24-35

Prædiken

Forleden dag mødte jeg min mor i vores lokale Netto. Efter Danmarks nedlukning er de fleste heldigvis gode til at købe ind på forskellige tidspunker, så vi ikke bliver for mange, der står for tæt, når vi skal hente vores dagligvarer. Den her formiddag var vi altså kun 6-7 mennesker i en stor butik, men pludselig stod jeg alligevel foran min mor. Vi stoppede op og smilte, gjorde en bevægelse for at nærme os hinanden, men standsede, da vi begge kom i tanke om, at et kram ikke er det smarteste i denne tid. Min mor mumlede ”Nå, vi må vel hellere holde afstand”. Og det gjorde vi. Vi stod der lidt akavet over for hinanden med to meters afstand og talte om løst og fast, om verdenssituationen og vores egne situationer, og da vi skulle sige farvel, måtte vi på den mest unaturlige måde gå hvert til sit, uden et kram eller et kys på kinden, sådan som vi normalt ville tage afsked.

Aldrig har jeg følt mig så fremmed over for min mor. Jeg har været vred på hende (især som teenager), jeg har været såret over noget, hun har gjort eller sagt, og jeg har været irriteret på hende, som kun en datter kan være irriteret på sin mor. Men jeg har aldrig følt mig fremmed for hende. Jeg har aldrig følt så stor en afstand imellem os, som jeg gjorde det her øjeblik i netto, hvor vi ikke kunne mødes, som en mor under normale omstændigheder ville møde sin datter i krisetid, med omfavnende og trygge arme.

Det er en underlig tid, vi er i lige nu – det er en undtagelsestilstand. Vi også midt i fastetiden. Fastetiden, som er en anledning til at give afkald og lide afsavn for at kunne hengive og fordybe sig og for at mærke, hvad der virkelig betyder noget, hvad der er det vigtigste for os her i livet.

I teksten fra Johannesevangeliet hører vi om en skare mennesker, der opsøger Jesus, fordi han kan mætte dem. Han har netop gjort et bespisningsunder, han har mættet fem tusind mennesker med fem brød og to fisk, og sådan en mand skal man da ikke bare give slip på. Men Jesus fortæller, at der er mere og andet end mætte maver, der er vigtig for os mennesker. Vi har brug for det brød, der giver os næring og kraft til at møde livet og dets udfordringer, der giver os styrke og mod til at favne det hele. Livets brød, der ikke kun mætter til i morgen, men som rækker ind i evigheden. Fasten er til for at gøre os opmærksomme på det, der giver os den næring.

Det er vist efterhånden de færreste danskere, der lægger mærke til fastetiden eller gør noget anderledes i denne tid på året. Men i år er vi alle sammen blevet tvunget ud i en faste. Ikke en faste fra mad – jeg tror aldrig, jeg har kastet mig ud i så mange nye bageopskrifter, som jeg har den seneste uge – men en faste fra socialt samvær.

Da vi fik beskeden at Danmark skulle lukke ned, blev mange bekymret for deres daglige brød og styrtede til butikkerne for at sikre deres egen og deres kæres overlevelse. Det kan man ikke fortænke dem i, det trak da også lidt i mig, for pludselig blev fremtiden usikker – hvordan ser verden mon ud i morgen?

Heldigvis blev vi hurtigt beroligede, og frygten for at sulte eller mangle basale dagligvarer herskede kun kort. Nu mærker vi i stedet sulten efter at være sammen med hinanden, tørst efter ikke at skulle frygte og tage afstand fra vores medmennesker, men kunne nærme os dem med tillid og åbne arme. Det gør sig ikke mindst gældende for dem, der i forvejen var udsat for ensomhed, dem uden den største kontaktflade.

Vi ved, at det er vigtigt og nødvendigt lige nu, men det er også svært. Vi er heldige, at vi lever i en tid, hvor vi gennem internet og telefon kan holde kontakt til omverdenen. Mange af os har mulighed for at tale med dem, vi holder af, og for at interagere med andre mennesker, vi er ikke fuldstændigt isolerede.

Men i den her periode indser vi alligevel, hvor stor betydning det har at kunne se hinanden i øjnene, at være hinanden nær, at kunne få et kram, et kys, eller bare et klap på skulderen. Vi har fundet ud af, at livets brød er mellem mennesker, at vi giver hinanden kraft og næring. Vi har brug for hinanden. Men for at passe på os selv og hinanden, må vi nu holde afstand.

Selvom fasten fra socialt samvær kan være smertelig – ikke mindst for dem, der sidder alene i isolation, fordi deres liv afhænger af det – så kan vi altid lære af den. Vi lærer lige nu, hvor meget vi har brug for hinanden, og hvor forbundne vi i virkeligheden er med andre mennesker.

Så nu må vi finde håbet frem. Håbet om at de afsavn, vi lider i denne underlige tid, er det der skal til for at gøre fremtiden lysere. Håbet om at vi kan komme over på den anden side med mindst mulig menneskelig tragedie bag os.

Og når vi er på den anden side, så kan vi se frem til en forstærket glæde ved at være sammen med hinanden, vi kan se frem til inderligt at påskønne de små ting: et kys på kinden af et kært familiemedlem, et kram fra en ven, et varmt klap på skulderen på arbejdspladsen, et håndtryk og et smil i kirkedøren.  

Bøn

Jesus Kristus,

vi takker dig for den næring, du hver dag giver os til trøst og styrke.

Vi ved, at du vil give os, hvad vi har brug for,

men når vi er adskilt fra hinanden,

begynder vi at mærke sulten rumle i maven og halsen bliver tør.

Vi beder dig:

Lad os mærke, at vi stadig er forbundet med dig og vores næste,

at vi netop i adskillelsen står sammen og er der for hinanden.

Giv os alle mod og styrke til at gå en svær tid i møde

og til at hjælpe, hvor vi kan.

Vi beder for alle, der er syge,

for dem, der er bange og ensomme.

Vi beder for alle der lider i verden,

for fanger, flygtninge og dem, der sulter,

for dem, der sidder i mørke og dødens skygge.

Lad os alle se lys i dit lys,

og mæt os med din kærlighed,

for du er livets brød,

nu og altid.

Amen

Han glemmer mig aldrig (salme 1005 fra Kirkesangbogen v. 1 og 4)

Han glemmer mig aldrig i afgrundens nat

han løser min ensomheds gåde

når månen er presset og lægger sin hat

så sejler han frugten i både.

Han kaster en fredsdue over dit hus

hvor safterne stiger og synker

det sure, det søde og menneskers knus

det tegner han på dig som rynker.

Simon Grotrian (2007)