Når vi i denne undtagelsestilstand ikke kan samles til gudstjeneste i kirken, må vi forsøge at være sammen om det glædelige budskab på anden vis. Heldigvis er der mange muligheder. Der er både morgenandagt og gudstjeneste i radioen. Der er også digitale gudstjenester på YouTube og Facebook. Her kan du høre (og læse) en prædiken til Mariæ bebudelsesdag af sognepræst Jonas Lucas Christy.

Prædiken

I dag, søndag den 29. marts, er det Mariæ bebudelsesdag. Det vil sige den dag, hvor den unge pige, Maria, får at vide, at hun skal blive gravid, føde en søn og give ham navnet Jesus. Fortællingen om Maria og englen Gabriel kan du læse i det første kapitel af Lukasevangeliet.  

Her hører man først man om en gammel mand, Zakarias, og hans gamle kone, Elisabeth. De har – til deres store ærgrelse - ikke fået børn, og nu burde de være alt for gamle til at få det, men så dukker englen Gabriel op på Zakarias’ arbejdsplads – det vil sige i templet i Jerusalem, Zakarias er nemlig præst – og Gabriel siger til Zakarias, at hans kone, Elisabeth, på trods af sin høje alder, skal blive gravid, føde en søn og give ham navnet Johannes.  

Det lyder for godt til at være sandt i den gamle præsts ører. Han tvivler på englens ord, og den tvivl bryder Gabriel sig ikke om, så han straffer Zakarias med stumhed. Den gamle præst er stum i ni måneder. Lige indtil den dag, hvor hans kone, Elisabeth, har født deres søn og han skal navngives. Så får Zakarias stemmen igen og siger, at drengen skal hedde Johannes.  

Men inden vi kommer så langt – inden Johannes bliver født og Zakarias får sin stemme tilbage – skal vi først høre, hvad der sker med Maria. For seks måneder efter besøget hos Zakarias og Elisabeth i Jerusalem, sender Gud englen Gabriel til byen Nazareth, hvor den unge pige, Maria, bor.  

Maria er forlovet med Josef, men de har ikke været i seng sammen endnu, så da englen Gabriel fortæller hende, at hun skal blive gravid, føde en søn og give ham navnet Jesus, forstår hun ikke, hvordan det skal gå til. Da den gamle præst, Zakarias, tvivlede på englen, blev han straffet med stumhed, men den unge pige får lov til at undre sig over det mærkelig budskab. For at overbevise hende om, at det utrolige kan lade sig gøre, fortæller Gabriel Maria, at Elisabeth, som hun er i familie med, også er blevet gravid og nu er i sjette måned. Når en gammel kvinde kan blive gravid, skulle en ung pige, så ikke også kunne blive det, selvom hun ikke har været sammen med en mand?  

Maria accepterer sin skæbne og rejser til Jerusalem for at besøge Elisabeth. Da den unge pige træder ind i huset til den gamle kvinde, mærker den gravide Elisabet barnet sparke i sin mave, og hun siger til Maria: Du er gravid. Gud har velsignet dig. Det hele vil gå i opfyldelse.  

Da Maria hører det, bryder hun nærmest ud i jubel og sang. Hun takker, fordi Gud har udvalgt hende og undrer sig også over det. Hvordan kan det være, at Gud har udvalgt mig, en ganske almindelig ung pige, der ikke er noget særligt? Eller som der står i den nyeste nudanske oversættelse – Bibelen 2020: ”Han har udvalgt mig, selvom jeg ingenting er værd.”  

Sådan lyder evangeliet – det glædelige budskab – til den sidste søndag i fastetiden, Mariæ bebudelsesdag.  

I den ene hånd har vi evangeliet. I den anden hånd har vi den tid, vi lever i. I den ene hånd har vi Maria, der bliver gravid og tillidsfuldt tager sin skæbne på sig. I den anden hånd har vi et land i undtagelsestilstand. Kan de to ting, de to hænder, mødes og flette fingre? Er der noget i evangeliet, der kan bringe håb i den situation, vi befinder os i? Eller er fortællingen om den gravide Maria så smittet med fortidighed, at den simpelthen er nødt til at holde to meters afstand til vores nutidige udfordringer?  

Der er ingen tvivl om, at vi har brug for håb. Alt det, vi alle sammen gør lige nu – holder afstand, vasker hænder, bliver hjemme – alt det, gør vi kun, fordi vi håber på, at det virker. Vi har tillid til Søren og Mette. Vi tror på, hvad myndighederne siger. Vi tror og håber på, at kurven kan flades ud, hvis vi gør, som de siger. Vi håber på, at der snart kommer en dag, hvor vi igen kan mødes og være sammen uden frygt for at smitte eller blive smittet.  

Det er ikke et naivt håb. Det er ikke urealistisk. Måske bliver det lige efter påske? Måske går der lidt længere tid? Men der kommer en dag, hvor hverdagen vender tilbage. Det er vores håb. Det er derfor, vi gør alt det, der kræves i situationen.  

Det store spørgsmål er så, om hverdagen vender tilbage som den var eller på en ny måde. Jeg håber, at hverdagen vender tilbage på en ny måde. Jeg håber, at vi alle sammen og hver især har lært noget af undtagelsestilstanden. Noget om, hvad der er vigtigt og hvad der ikke er så vigtigt. Noget om, hvor hurtige vi mennesker er til at omstille os, når det hele spidser til og brænder på.  

Midt i alle de sørgelige nyheder om smittede, indlagte og døde, har der også været en masse glædelige og rørende nyheder om fællesskab og medmenneskelighed. Folk, der synger sammen, på altanen eller foran skærmen. Familier, der lægger puslespil og går tur i stedet for at flyve sydpå. Et enigt folketing, der samarbejder om at få landet så godt igennem krisen som muligt. Et forbilledligt samarbejde mellem det private erhvervsliv og den offentlige sektor.  

For slet ikke at tale om klimaet. Luftforureningen falder i hele verden. I Venedig kan man få øje på fiskene i vandet og i Paris kan man høre fuglene synge. Selvfølgelig er det også en undtagelsestilstand, der går over. Vi begynder at flyve og køre bil igen. Hverdagen vender tilbage. Men tænk, hvis pandemien på et dybere plan har lært os, at vi faktisk er i stand til at leve på en anden måde? En bedre måde? Mere ansvarligt overfor hinanden og naturen?  

Den unge pige, Maria, tager tillidsfuldt sin skæbne på sig. Hun kunne være blevet skræmt fra vid og sans. Men det blev hun ikke. Måske kan vi – som hende – give slip på frygten for fremtiden og i stedet bære håbet for verden i vores hænder?