Du kan lytte til sognepræst Amanda Norskers prædiken 4. søndag efter Påske her:

4. søndag efter påske

Prædikentekst:

Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.« Amen

 Johannesevangeliet 8,28-36

Prædiken

”…og det var forår og Danmark frit.” Phillip Fabers stemme har lydt ud i mange stuer i de sidste par måneder og i mandags kunne man høre – og synge med på – ”En lærke letted, og tusind fulgte” i anledning af 75 året for Danmarks befrielse. Frihed og forår hører sammen. Ikke kun fordi det er i starten af maj, at vi mindes og fejrer Danmarks befrielse. Det er også fordi årstiden kalder en fornemmelse af frihed frem i os. Mørket og kulden slipper sit tag, og vi føler os draget udenfor. Vi kommer frem af vores vinterhi, klar til at møde verden, klar til at lade solens stråler varme vores ansigter, mens vi trækker masser af frisk forårsluft ind, og glemmer vores sorger og bekymringer.

Og som om den almindelige fornemmelse af forårets frihed ikke er nok, er det netop i disse dage, at mange begynder at kunne se tegn på frihed fra det tunge tæppe coronaen har lagt over vores samfund. Løftet om frihed hænger i luften, vi kan næsten smage den. Men det er ikke sikkert at den frihed ser ens ud for alle.

Følelsen af frihed er ikke én bestemt tilstand. For man kan føle sig bundet af forskellige ting alt efter hvem, man er, og hvor i livet, man er. For nogle kan et ægteskab eller parforhold give en klaustrofobisk fornemmelse af bundethed og trældom, men for andre er det ensomheden, der tynger, og som de gerne vil være fri af. For nogle er en påtvungen struktur og faste rutiner kvælende, mens det for andre kan være frigørende ikke selv at skulle tage stilling, og få udstukket klare spilleregler. For nogen har nedlukning af landet føltes frygteligt hæmmende, og frustreret har de måtte give afkald på deres bevægelsesfrihed, og for andre har det været befriende at få frataget dagligdagens opgaver og forpligtelser, måske også alle de sociale forpligtelser, og overgive sig til langsomhed og hjemmeliv. For nogen har corona-situationen måske været anledning til begge følelser på forskellige tidspunkter. Både frihed og trældom.

Følelsen af frihed eller bundethed er forskellig fra person til person, fra situation til situation. Det er ikke en statisk tilstand, men er en bevægelse. Det er friheden fra noget og friheden til noget.

Men jeg tænker, at der er én som vi alle sammen altid er bundet til og bundet af, én vi ikke kan slippe fra. Her kunne man måske tro, at jeg kunne finde på at sige Gud, men jeg tænker egentlig på én selv.

Hvis der er én person i verden, jeg kan blive så uendeligt træt af at hænge på, at det halve kunne være nok, så er det mig selv. Hvor kan jeg være dum, hvor kan jeg være urimelig, hvor kan jeg være dårlig til at være menneske. Og jeg kan ikke slippe for mig, der er ingen flugt. Jeg kan bare sidde og kigge på mig selv og se alt det dumme, urimelige og dårlige, jeg siger og gør, og skamme mig. I min skam, i mine mange selvbebrejdelser, er jeg med et godt Luthersk udtryk indkroget i mig selv. Altså vendt indad og fanget i min egen navlebeskuende verden. Hvis jeg kunne ville jeg gerne gøres fri, men det kan jeg ikke, så jeg synker længere og længere ind i fangeskabet. Som i kviksand, synker jeg, jo mere jeg kæmper.

Indtil noget eller nogen udefra hiver mig op; kaster mig et reb, rækker mig en hånd og hjælper mig op og ud. Jeg kan ikke selv.

For i min kamp tænker jeg kun på at komme væk. Væk fra alt det, jeg har gjort forkert, væk fra mig selv, så jeg ikke behøver at se det i øjnene. Men jeg kan ikke komme væk. Så jeg slår i stedet blikket ned. Jeg ser hverken mig selv eller min næste i øjnene.

Jeg er som regel heldig. Nogen kommer og rækker mig en hånd, giver mig et kram eller braser ind i min selvpinsel med deres egne problemer, så jeg bliver tvunget til at kigge op og se noget andet end mig selv. Jeg bliver distraheret.

Men vi har brug for mere end at blive distraherede. I dagens tekst fra Johannesevangeliet, siger Jesus, at vi har brug for at lære sandheden at kende for at være virkelig frie. Hvad er så sandheden?

Jeg tror, at sandheden er at se det hele i øjnene, ikke at slå blikket ned og være indkroget i sig selv, men se direkte på det og stå ved det, man er og gør.

Men sandheden er også den, at vi ikke behøver at stå ved det alene. Sandheden er, at der er én der tager det hele på sig, og står ved vores side, også selvom vi selv har lyst til at flygte langt væk.

Og sandheden er, at vi ikke kun er bundet til os selv, men også til ham og til vores næste.

Og deri ligger friheden. At vi er forpligtet på ikke at vende os indad, men vende os udad og se dem, der står lige foran næsen på os og har brug for os. Friheden til at handle i stedet for at være lammede og friheden til at være noget for andre, og til bare at være.

Guds sandhed oplyser de dunkle kroge i vores sind, ligesom når forårets første solstråler virkelig rammer os og drager os ud af vinterens selvomsluttende mørke. Så lukker vi øjnene, lader dens stråler skinne helt ufortjent på os og varme vores ansigter. Vi tager imod, trækker vejret dybt ind og er bare et øjeblik. Er frie. Ikke frie fra os selv, men frie til at være os selv. Og når vi slår øjnene op igen, har vi et nyt syn på os selv og på verden.

Barmhjertige Gud,
du som har givet os livet
lad strålerne fra din nådessol ramme os alle, så vi mærker din frihed,
friheden fra det, der lammer og holder os fanget.
Send din søn ind i vores bolig,
så vi kan kende sandheden: at vi er bundet til ham og til hinanden
og dermed er frie til at handle, hjælpe og være.
Amen