Af Lisbet Kjær Müller

4. søndag i advent d. 21. december 2014.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus 9.33-10,1

”Saltet med ild”! Udtrykket er et af de mærkeligste i Markusevangeliet, og det vender vi tilbage til.  

Men jeg vil begynde et andet sted; for det handler om ledelse. Hvem skal være leder, når

Jesus ikke er der mere? Jesus har lige fortalte dem, at menneskesønnen skal lide, dø og opstå.  ”De forstod ikke, hvad han sagde”, står der. Men noget må de have forstået, når de begynder at diskutere, hvem der skal følge efter ham. Og så er det Jesus tager et lille barn og stiller det midt iblandt dem og tager det i favn.

Det er en tegnhandling. Vi skal ikke tænke på, hvor Jesus får det barn fra. ”Og tog det i favn”, står der. Han omfavner det. Ordet betyder egentlig ”at lægge ind i sin albue”. Det er beskyttelse. Der er tale om en omsorgshandling, en gestus, der også udtrykker en følelse.

Konflikten er ellers den kendte: Hvem er med? og hvem skal holdes udenfor? Og hvem skal bestemme det?

”Ingen”, siger Jesus med sin tegnhandling. For et lille barn har ingen status, ingen magt til at bestemme, og I er det barn.

Igen og igen understreges det, at over for Gud ligger vi alle i albue, ingen har noget at give, som vi ikke først har modtaget.

”Den, der ikke er imod os, er for os”, siger Markus’ Jesus så.

Det er en åbning, der gør det umuligt at lede, for det er selvledelse, hvis man kan sige det på den måde. Og så kommer der et eksempel med en dæmonuddrivelse. Og her er det heller ikke et spørgsmål om at høre til discipelgruppen, men et spørgsmål om at gøre det i Jesu navn. Skab ikke unødig konflikt! Optrap ikke konflikten ved at gøre jer til dommere over andre, I ikke kender. Det handler om kærlighedsgerninger: er det til liv og vækst eller til død og ødelæggelse. Det er godt at besinde sig på, fordi vi som protestanter har konflikten i vores fortælling. Men en afrikansk menighed bliver ikke luthersk af at danse deres gudstjeneste i Lutherkirken, forhåbentlig ikke!

Og Jesus flytter nu fokus, så det kommer til at handle om de andre; handle om, hvad de andre gør af godt. Den der rækker jer et bæger koldt vand, hører til – det er nok.

Målestokken er klar: kærlighedsgerninger, barmhjertighed, liv, vækst, glæde.

Vi skal ikke ødelægge det for os selv.

Vi skal passe på tre ting hos os selv: hånd – fod – øje.

For nu vendes blikket indad. Hånden handler vi med, foden fører os frem, og øjet kan forlokke. Der er tale om tre forhold, som kan ødelægge vores forhold til andre, og dermed invalidere os selv, når vi dømmer og fordømmer. For hvad kan vi overskue og gennemskue, når det gælder dette brogede liv? Vi er som børn. Vi, som gerne vil redde, krænker og bliver selv ofre for vores foretagsomhed.

Og nu kommer noget af det mest mærkelige i hele Markusevangeliet. For hvad vil det sige: ”Saltet med ild”? Det er to billeder, der bliver koblet sammen. Saltet kender vi som billede. Saltet bevarer friskheden – saltet holder råddenskaben nede. De gamle saltede kødet, for at det ikke skulle blive fordærvet. Og ilden fortærer, ilden kan både være noget negativt, der ødelægger som for eksempel helvedes ild; men også noget positivt som renser. Og det er nok sådan det skal forstås. ”Saltet med ild” – renser og bevarer. Indlysende er det ikke. Måske hjælper det, hvis vi ser, hvad saltet kædes sammen med. For Jesus slutter sin tale med: ”Bevar saltet i jer selv og hold fred med hinanden”. De har en kvalitet i sig – salt – som de skal holde levende, og som har et sådant indhold, at når de holder det levende, så vil de holde fred indbyrdes. Her det noget med ånd at gøre? Ilden, ånden, den hellige ånd, Jesu ånd i kød og blod? De skal tage imod hinanden. Her sker en sprængning af alle de mure, vi bygger op mellem ”os” og ”dem”, og som de åbenbart allerede dengang var godt i gang med. Hele tiden er der tale om ikke at ekskludere og gøre sig til dommer, men at inkludere. Vi spejler os i Guds kærlighed. Vi skal spejle os i Guds kærlighed, sådan som den kommer til syne i og til orde i Jesus selv, i hans ånd. Gøre det i hans ånd, som kommer til os i barnet i krybben. Fredsbarnet. Amen.

Salmer: 76 – 74 – ”Her i adventstidens sidste dage”  – 123 – 108 – 90

Læsninger: Esajas 49,13-18 og 1 Korintherbrev 1,26-31  

Bøn

Gud, vor Far, du som er i himlen og på jorden, du husker vores navn og ser til hver og en som dine små. Du glemmer aldrig den mindste af dine skabninger.

Vi beder dig, når vi måler os selv og finder de andre for små, så tag vores hovmod fra os.

Mød vores hånlige ord med fasthed, og sæt vores arrogance til vægs.

Kristus, du er den største i himmeriget, men bøjer dig ydmygt til jorden og kommer til os i julen som et lille barn. Hjælp os til at se hinanden i dit lys, som Guds elskede mennesker på jorden. Vi venter på, at du kommer, du som er fra evighed til evighed. Amen