Søndag Septuagesima, Mark 12,13-17

Af Lisbet Kjær Müller

Påsken nærmer sig. Der er nu 70 dage til påske. Septuagesima hedder denne søndag. Og Jesus er allerede ankommet.

Vi er på tempelpladsen i Jerusalem ligesom sidste søndag. Og ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste – den jødiske magtelite i Jerusalem – er gået deres vej. De turde ikke arrestere Jesus, fordi de var bange for, hvordan folk ville reagere. Derfor sender de nu to nye grupper ind i kampen: farisæerne og nogle af dem, der støttede Herodes. De skulle få Jesus til at sige noget, de kunne bruge imod ham, så han mistede tilhængere.

Og de to grupper, farisæerne og Herodes-tilhængerne, er ikke hvem som helst. Allerede i kapitel 3 her i Markusevangeliet, hvor Jesus stadig var i Galilæa, hørte vi om dem. Jesus var en farlig mand, som de besluttede, de ville have ryddet af vejen. Han skabte nye vilkår for gudsdyrkelsen. For eksempel sagde han, at mennesker står over love og regler.  Og nu er de altså med her i Jerusalem som repræsentanter for magthaverne i Galilæa. Nettet strammes. Nu drejer det sig om skat. Om penge, økonomi.

Farisæerne møder Jesus med et trick-spørgsmål. De kender også til anerkendende pædagogik. Man skal begynde med at rose. ”Vi ved, vi kan stole på dig, og at du ikke retter dig efter, hvad andre siger. Du gør ikke forskel på folk, men fortæller sandheden om, hvad det er, Gud vil. Så fortæl os:

”Er det tilladt for en jøde at betale skat til den romerske kejser eller ej?”” Men Jesus ved godt, hvad de er ude på, og beder dem om at give ham en mønt, en denar, så han kan se på den. (En denar er en romersk mønt).

Hvem har sit billede og navn på mønten?

”Kejseren.”

”Nå, jamen mon så ikke den mønt, I betaler skat med, tilhører kejseren?”

Hvis det altså er problematisk for en ”rigtig” jøde at betale skat, sidder de selv i suppedasen. Og på den måde får Jesus svaret sådan, at det går imod dem – giv til romerne – og samtidig fastholder han Gud som fortegn, da Gud giver alt.

På den måde holder Jesus spørgsmålet åbent. Han svarer ikke entydigt på deres spørgsmål.

Stedet her er blevet brugt som argument for, at vi lever i to regimenter, to verdener, som gnidningsløst forløber side om side. Politik og religion. Det verdslige regimente, som er staten – samfundet. Og det åndelige regimente, som er kirken, forkyndelsen. Det har i dag udviklet sig til et slogan: ”Religion er en privatsag”, noget som ikke kommer det offentlige rum ved. Staten, samfundet er ”ikke religiøst”, og hvad vi går og tror, må vi holde for os selv.

Men denne skelnen mellem ”offentlig” og ”privat” kan ikke udledes af dette sted. For Jesus holder det åbent og rejser det spørgsmål: Hvad der er Guds? Det er selvfølgelig det hele.

Det er kun løsrevet fra sammenhængen, at man kan forstå ordene om ”at give kejseren, hvad kejserens er”, og ”Gud hvad der er Guds” som en begrundelse for, at religion er en privatsag. Læser man Markusevangeliet i sammenhæng, tegner der sig et langt mere tvetydigt billede. Og det, som er på spil, er helt jordnært templets økonomi. For Jesus siger, at skat ikke – og derfor heller ikke tempelskat – drejer sig om Gud. Gud er ikke noget særligt. Gud er det hele. Gud er ikke deres, Gud er alles. De vil slå Jesus ihjel, fordi han sætter spørgsmålstegn ved deres eksistensgrundlag og magtbase. Tempelskatten, som de lever af. Han river gulvtæppet væk under dem.

Det spørgsmål rejser sig, om vi også – uden at vide det – har et lignende forhold til penge og økonomi? Har vi i den vestlige verden en sakraløkonomi, hvor vi er parate til at slå ihjel?

Vi taler om ”økonomisk nødvendighed”. Men hvad er det? For der findes vel ikke sådan en økonomisk nødvendighed. Det er os selv, der er kejsere. Vi bestemmer selv. Vi taler om markedet, markedskræfternes frie bevægelighed – men de er ikke kræfter i sig selv. Nogen bestemmer. Økonomi bliver til ved hjælp af politiske beslutninger, overordnede beslutninger. I Danmark har vi tradition for en fordelingspolitik, men også den skal vi beslutte. Og vi ved, hvor forskelligt mennesker reagerer på de samme økonomiske impulser. Der er bred enighed om, at vi ikke vil have, at mennesker skal ligge på gaden og dø. Det er ikke en naturlov – det er et valg, en politisk beslutning, som hænger sammen med, at vi har valgt næstekærligheden.

Jesus døde ikke forgæves, men opstod og opstår i kærlighedsgerningerne. Når vi hører, at verden er på vej hen mod, at 1% ejer 99% af verdens rigdomme og 99% ejer 1%, virker det skræmmende. Men igen: det er ikke sakraløkonomi, det er ikke helligt. Det er beslutninger, beslutninger, beslutninger. Der er meget mere underlagt vores vilje, end vi tror. Og når det hele er Guds, betyder det samtidig, at det hele er givet til os – i kærlighed. ”Lad mig elske dig”. De følgende søndage vil handle om opstandelse og kærlighed. Kærligheden som det grundlæggende, livets mysterium. Kærlighed som spiren i kornet på marken, som ”en rose spreder sin duft i den regnvåde have, hvor fugle og bier nynner til hinanden, hvor fugle, og bier, er” (Naja Marie Aidt). Alt er givet af Gud til os i ansvar og trofasthed. Amen

Salmer: 752 – 448 – 367 – 728 – 455 – 13

Anden læsning: Romerbrevet kapitel 13,1-7.