Påskedag 2015, Mark 16,1-8

Af Lisbet Kjær Müller

”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” Der var engang en menighed i Rom, hvor dét var slutningen på evangeliet. De kendte ikke andre slutninger, for Matthæusevangeliet var ikke skrevet endnu. Evangeliet sluttede med at være bange, og så var ingen udelukket, så kan vi alle være med.

De kendte formodentlig Pauluses breve. Hos Paulus er det Kristi tilsynekomster efter hans død, der viser at han er opstanden. Først viste han sige for Kefas (Peter), siden for de 12 og så for over 500 brødre, som vi hørte lige før. Men her i Markusevangeliet er det ikke møder med den opstandne Jesus, der gør det. Det er noget helt andet: Den tomme grav. Jesus ér ikke mere, hans grav er tom. Det totale fravær er en barsk slutning – med mindre det er den eneste mulige?  

Vi er nu ved slutningen af Markusevangeliet, som vi har fulgt fra begyndelsen til enden, søndag efter søndag siden juni sidste år. Vi har fået lov til at kigge ind af vinduerne til en fremmed menighed, en gruppe mennesker, der levede omkring år 70, og som altså var 2.-generations kristne. Og det har gjort mig langt mere bevidst om Markus som forfatter, ofte filmisk i sin form og med sans for at skabe. For opstandelsen kommer ikke først til sidst – jo på fortælleplanet – men i virkeligheden er den forudsat. Opstandelsen er der på forhånd. De levede efter påske, var en påskemenighed, ligesom vi er det. Det er vi fælles om – uden opstandelsen var den kristne kirke ikke i verden. Og det får betydning for fortællingen om Jesus. For på ét plan er han i Markusevangeliet allerede opstået. Det er, som om den næste generation har været nødt til at gøre tilsynekomsterne til en hel fortælling. De har jo heller ikke kendt ham selv. Det er, som om Jesus hele tiden ved, hvad der skal ske. Det går som en rød tråd gennem Markuses fortælling, at Jesus vidste det på forhånd. Vidste at han skulle lide, dø og opstå. Og det er der på en måde noget forsonende ved. Sådan som det også kom til udtryk i den bevægende opførelse af Markuspassionen her Skærtorsdag, hvor det i en af koralerne hedder:

”Når bort min sjæl skal drage,

da tag den, Herre, i din hånd,

thi alt er godt, som ender godt.”

Lidelsen fylder meget i Markusevangeliet, og det tror jeg skyldes, at det var den situation menigheden stod i. Det var en forfulgt menighed. De har kunnet identificere sig og finde mod og trøst, når de hørte Jesus bede: ”Abba, fader, alt er muligt for dig…dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.” For dem var lidelseshistorien ikke et optog, men en virkelighed. Jesu opstandelse tvivlede de ikke på, men måske nok på deres egen. Derfor gik de og går vi med ud til graven.

”Kvinderne var bange”, fortæller Markus. Bange for det de lige havde oplevet – set og hørt. Det guddommelige – uforståelige, en engel, et budskab fra Gud:  ”I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet hvor de lagde ham.” Hvordan kunne de sé stedet? Lå der et lagen efter ham? Det gule lagen?

Og nu er den tom. Og det er selve det faktum, at graven er tom, at liget er væk, der godtgør, at Jesus er opstået.

Tomheden, hulrummet, fraværet af et lig, er det opstandelse? Der kunne være tusind forklaringer på, at graven var tom. Men det er der ikke for Markusevangeliet. Og englen siger: ”Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går forud for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.” Det er et løfte. Der er tilgivelse i de ord for de disciple, som svigtede, da det gjaldt. Han går i spidsen for jer – for os alle sammen! Det er englen der siger det nu i dag, men mon ikke Markuses menighed kan huske at have hørt det før. For det var nøjagtig det samme, Jesus selv sagde til disciplene for få dage siden natten til Langfredag, hvor de alle svigtede ham. Og med de ord tilgav han dem allesammen på forhånd. Både Markusmenigheden og vi véd nu, at Galilæa ikke bare er et geografisk landskab, en provins. Galilæa er et symbol på det gode sted. I modsætning til Jerusalem, hvor det gik så frygtelig galt.

I Galilæa havde Jesus sine succeser. Folk lyttede, skaren fulgte efter. I Galilæa havde Jesus helbredt de syge, også Peters svigermor, så hun kunne få gang i gryderne igen. Jesus havde drevet dæmoner ud i stribevis, søndag efter søndag sidste sommer, så præsten var nødt til at tage det alvorligt – hvad betød det? I Galilæa, blev den grå sult til grøn mæthed. Galilæa var fyldt af fremtid. Men også storme og dybt vand. Galilæas sø var en farefuld passage over til den anden bred, hvor de fremmede boede. Og dér ville han over og åbne – nedbryde grænser – gøre afstande mellem mennesker mindre. Gud var hele verdens Gud og Far.

Og nu var det dem, der skulle fylde det tomrum ud, som hans død havde efterladt dem i. Jesu var ikke mere, hans grav var tom. Hans fysiske fravær var deres mulighed for nærvær. Hans fysiske fravær var nødvendig for at menigheden kunne træde i karakter som opstandelsesmenighed: ”Kærligheden, hjertegløden stærkere var her end døden”. Og vi er i samme situation. Også os går han i spidsen for, også vi er med på vejen, har hans tilgivelse. Og Galilæa?  – Det er lige her udenfor. Glædelig påske.

Salmer: 224 – 234 – 230 – 227 – 236 – ”Herre, Du, som giver liv og glæde” i fotokopi

Læsning fra Gammel Testamente: Højs 8, 4-7

Læsning fra Ny Testamente: 1 Kor 15,3-9