Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Lindevang Kirke
kirke i en mangfoldig verden

Vi søger en ny kordegn med ansvar for kommunikation og daglig ledelse

Vi søger en ny kordegn med ansvar for kommunikation og daglig ledelse
Udgivet tir d. 13. jul 2021, kl. 10:09
Aktuelt

Kan du skabe sammenhæng i en flad organisation, tænke på tværs og få alle til at trække i samme retning? Trives du med at have travlt og samtidig møde husets gæster med åbenhed og et smil. Kan du navigere i kommunikationskanaler og formidle vores mange aktiviteter levende, indbydende og troværdigt? Og har du lyst til at arbejde et sted, hvor godt humør, engagement og humor er vigtige kodeord? Så er stillingen som kordegn med ansvar for kommunikation og daglig ledelse i Lindevang Kirke måske noget for dig.

Du bliver omdrejningspunkt for store dele af kirkens liv, udvikling af vores kommunikation, håndtering af økonomi og budget, kontakt til sogn, frivillige, præster og medarbejdere og meget andet. Der er mange, der har deres gang i kirken, og de kommer hurtigt på fornavn med dig. Kort sagt: Du får et alsidigt job, hvor du kan bringe mange kompetencer i spil og blive udfordret.

Vi søger en kordegn, gerne med kommunikations- og ledelseserfaring, til et stort sogn på ca. 14.600 beboere, der i et tæt samarbejde med personalet, præster og menighedsråd primært kan varetage den daglige ledelse med mange forskellige typer af kommunikative og administrative opgaver ved Lindevang Kirke. Stillingen er på 37 timer pr. uge med tiltrædelse 1. september 2021 eller efter aftale.


Dine arbejdsopgaver:

• Daglig ledelse af kirkens ansatte

• Administrationsopgaver, udvikling af driften, herunder økonomi og registrering

• Udvikling af den løbende kommunikation i kirken

• Sekretær for menighedsrådet og personregistrering.

 

Dine kompetencer:

• Du trives med at lede ansatte, der er vant til at handle selvstændigt

• Du er udadvendt, tålmodig og hjælpsom i mødet med sognets borgere

• Du arbejder såvel selvstændigt som inddragende, også hvis situationen spidser til

• Du trives godt på en politisk styret arbejdsplads, der ynder at tale sig frem til gode løsninger

• Du kan udføre, drive og inspirere til god kommunikation: strategisk, mundtlig, intern, ekstern, på sociale medier, hjemmeside, nyhedsbreve, plakater, postkort mm.

 

Lindevang Kirke er en aktiv kirke med mange aktiviteter og besøgende hver dag. Med udgangspunkt i stærke værdier og traditioner udvikler vi hele tiden kirken til at være relevant for sognet.

Lindevang Sogn har ca. 14.600 beboere med en gennemsnitsalder på 39 år. Vi er 4 præster, 2 organister, 5 sangere, 3 kirketjenere, 1,4 stilling til kordegn/leder/kommunikationsmedarbejder og et menighedsråd bestående af 13 valgte medlemmer plus fire præster og en medarbejderrepræsentant. Dertil kommer en leder af Mødestedet - vores sociale café. Se nærmere: www.lindevangkirke.dk

Der er ingen kirkelige tjenester knyttet til stillingen.

Hvis ikke du allerede har kordegneuddannelsen, er det en betingelse, at den obligatoriske 5 ugers-uddannelse for kordegne gennemføres inden for 2 år efter ansættelsens begyndelse.

Ansøgningen skal være menighedsrådet i hænde senest den 15. august 2021. Ansættelsessamtaler forventes at finde sted i uge 34.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 3. Årslønnen aftales inden for intervallet 349.483,00 kr.-436.854 kr. (nutidskroner). Fikspunktet er 364.045 kr. (nutidskroner). Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 34.553 kr. (nutidskroner). OK-18 tillæg på 855 kr. (nutidskroner). Kirkeministeriet 1. april 2021.

Løn, OK tillæg samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk. Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Danmarks Kordegneforening. Ansøgningen med relevante bilag sendes pr. mail til adressen 7104fortrolig@sogn.dk.