Lindevang Kirke
kirke i en mangfoldig verden

Højskoleeftermiddage: Erindringer fra et liv i et grænseland under forandring

18
MAR

Dato Onsdag d. 18. marts 2020, Kl. 14:00 til kl. 16:00
Sted
Hattensens Alle 12, 2000 Frederiksberg, Danmark
Medvirkende
Knud-Erik Therkelsen

Erindringer fra et liv i et grænseland under forandring - foredrag ved Grænseforeningens generalsekretær Knud-Erik Therkelsen

Fra ung højskoleelev i 1974 med rødder i bl.a. Vestjylland og siden lærer på Rønshoved Højskole (1983), højskoleforstander på Højskolen Østersøen i 1993 og generalsekretær i Grænseforeningen kender Knud-Erik Therkelsen krydsfeltet mellem tysk fjendebillede og tyske venskaber på andre måder end de fleste. Foredraget perspektiverer personlige oplevelser ud i den store fortælling – den lange vandring fra modsætning til grænsedragning/Genforening og fredelig sameksistens.

Via den personlige fortælling sættes Genforeningen i 1920 ind i et nutidigt perspektiv. Hvorfor skal vi overhovedet beskæftige os med begivenhederne for 100 år siden? Hvad er relevansen i dag? Foredraget vinkler historiefortællingen respektfuldt, men på en måde, så begivenhederne dengang sættes i sammenhæng med nutidens udfordringer. Hvor peger grænsedragningen i 1920 hen i nutid og fremtid, hvor grænsebegreb, grænseland og identitet er under forandring. Foredraget stiller nye spørgsmål til historien for at få nye svar, og dermed nye perspektiver.

Til Højskoleeftermiddage i Lindevang Kirke prøver vi at genskabe den stemning, man kender, hvis man har været på højskole. Vi synger sange fra højskolesangbogen, der er samtale ved bordene, og så har vi altid en spændende foredragsholder på programmet.

Alle foredrag foregår i kirkens menighedssal. Kirkens præster er på skift værter ved møderne. Der er fri entré og ingen tilmelding. Kaffe/te og kage koster 15 kr.

Vært: Amanda Norsker 

Ophavsret: