Lindevang Kirke
kirke i en mangfoldig verden

Instrumenter

Orgel
- Marcussen & Søn 1990

Lindevang Kirkes monumentale orgel, der stod færdigt i 1990, blev til i et stærkt samarbejde mellem orgelbyggeriet Marcussen & Søn (Aabenraa) og landets vel nok førende orgelarkitekt Rolf Graae. Orglet indviedes af Olivier Latry fra Notre Dame, Paris. Orgelhuset er tilvirket af de fineste stykker oregon-pine og gentager i en elegant leg buerne fra kirkerummets træloft. Endvidere understøtter det fine trævalg kirkens ”skibsfornemmelse”, og bag orgelhuset rejser det enorme (kile)bælgtårn sig udvendigt på orgelet – på næsten Storm P-finurlig opfindervis.
 

Klangligt henter orglets disposition inspiration fra specielt sydtysk og fransk barok, og med mange prægnante stemmer, der hver især kan bære meget ”på deres skuldre”, er der tale om et særdeles muskelstærkt instrument! Således er der ingen fare for, at hovedværkets trompetbatteri ikke skal kunne fylde rummet med fanfare og triumf. Ej heller for at pedalværkets Fagot 32’ skal blegne og forsvinde i bunden af orglets klangbrøl.

De særligt orgelentusiastiske kan se orglets "disposition" her 

Oplev orglet i spil i Det Danske Orgelselskabs film "ORGLET - Instrumenternes Dronning" (1991) her (Link). Vi beklager tekniske mangler i overspilningen fra den oprindelige VHS-kopi, men vi syntes, at den lille informative film stadig fortjener et publikum.

 

 

 

 


Flygel
- Steinway & Sons 1981 

Hvis kirkeorglet er instrumenternes dronning, så må Steinway flyglet være tangentinstrumenternes konge. I 2012 har Lindevang Kirke fået et fantastisk smukt og velklingende flygel fra Steinways koncertserie (som har størrelserne A, B, C og D). Flyglet er en model B på 2,12 meter fra 1981.

Steinway & Sons er anerkendt som producent af verdens fineste håndlavede flygler. Mere end 95% af verdens koncertpianister spiller på Steinway. Firmaet er ca. 150 år gammelt og har patent på mere end 130 banebrydende opfindelser i flyglets mekanik og konstruktion.

Hør flyglet i live optagelse fra indvielseskoncerten 7. okt. 2012 med pianist Katrine Gislinge.

Frederic Chopin Fantasie impromptus opus 66