Lindevang Kirke
kirke i en mangfoldig verden

Hvordan bliver en ny melodi til?

Et par overvejelser ifm. mit arbejde med at lave en ny melodi til DDS 493,5 ”O du, som skabte hjerte mit” (nadversalme til Lindevang Kirkes ny liturgi 2014)

O du, som skabte hjerte mit,
det dybe, underfulde,
o, dan det efter hjerte dit
til Himmel-spejl i mulde,
så jeg langt mer, end selv jeg ved,
kan lære af din kærlighed
om nådens rige fylde!

(N.F.S. Grundtvig)

For nøjagtig 100 år siden – i 1914 – skrev Carl Nielsen sine første salmemelodier. "Det er underligt som det er gået med disse melodier", skrev han flere år senere. "Det er som det ikke er mig der laver dem; men de kommer ligesom små dyr eller fugle ind i min stue og beder om at komme med. Jeg undrer og glæder mig så ofte over dette arbejde fordi det er en hel anden verden end den hvori mine store ting hører hjemme".

Citatet er sjovt, fordi det meget fint beskriver noget af det tilfældige, spontane og uforudsigelige, der er en vigtig del af alle skabelsesprocesser, store som små. Når jeg finder på nye melodier – f.eks. som denne strofiske én af slagsen – begynder jeg altid med at læse teksten højt for mig selv. Så lader jeg teksten ligge nogen tid, inden jeg prøver igen. Jeg forsøger at læse den i forskellige rytmificeringer, tempi og temperamenter, og efterhånden er det altid som om, teksten selv trækker mig i en bestemt retning. Dén forsøger jeg så at følge; jeg synger et par linjer for at se, om der spontant skulle melde sig en egentlig melodi, og forsøger samtidig at følge op ved tangenterne med min egen grebsfornemmelse (den akkordmæssige fornemmelse, som mine hænder automatisk søger). Akkorder og spontan melodi kæmper sådan lidt side om side om pladsen og påvirker i høj grad hinanden i den formgivning, der nu finder sted. På et tidspunkt får jeg altid lyst til - og brug for - at understøtte det spontane med en mere analytisk tilgang – både tekstligt og musikalsk. Her kan jeg huske, at jeg i denne melodis tilfælde har gjort mig flg. overvejelser:

Billedet af ”hjertet” og det ”dybe, underfulde” kalder på en inderlighed, som for et mol-menneske som mig helt naturligt melder sig selv ved en mol-agtig åbning– helt præcist en begyndelse i den ”doriske” kirketoneart (før dur/mol), som ”smager” lidt af folkemusik – af tradition. Overvejer allerede her at flytte ned senere til c-mol for at melodien ikke må ligge for højt for menigheden, men c-mol har et helt andet og tungere væsen, så jeg lægger hårdt ud i den – i mit univers – lettere og mere lyriske dorisk.

Jeg vælger at begynde melodien oppe på toneartens kvint (5. tone – ligesom i Der er et yndigt land’s 2. tone = Der ER…), for kvinten rummer ”åbning”. Efter nogle forskellige versioner vælger jeg at lade melodien søge nedad og blive i dybden på ordene ”det dybe, underfulde”. Linje 1 og 3 lader jeg være ens; repetition letter indlæringen og understreger nu også ordet ”hjerte” i begge linjer. I 4. linje vælger jeg at variere melodiføringen ved at indføre et opadgående, significant tonespring (lille septim, som egentlig føles ret stort at synge!) på ”Himmel-spejl” for at understrege retningen opad mod himlen. De store tonespring er ofte også gode, fordi de sætter sig hurtigt i vores hukommelse og gør det lettere at lære den ny melodi.

Nu har jeg en fornemmelse af, at vi har været længe nok i mol, og efter 4 ud af 7 linjer har vi nået et ”gyldent snit” – et vendepunkt – der kalder på noget nyt, så jeg vender den d-mol-agtige ”dorisk” om til D-Dur; versets 3 sidste linjer handler om erkendelse og indsigt i forhold, der står langt uden for os selv – så her må dur vist være vejen? Og samtidig skal melodien jo indgå i nadverliturgien - i et spændingsfelt mellem inderlig bøn og ligefremt fællesskab, så vi kan ikke hænge fast i mol.

Jeg lægger ud med at lave en ”sekventisk melodi” – lade linje 5 og 6 få samme melodiføring, blot i forskellige tonehøjder, men i naturlig sekvens af hinanden – for at lette indlæringen af den ny melodi men føler, at det bliver for banalt. Vil gerne fastholde, at linje 5 får et ligefremt og ”nyt” udtryk som kontrast til mol-starten. Synger mig ind på en lidt ”Carl Nielsen-inspireret” linje 6, som vipper mellem h-mol og fis-mol og har en vippe-figur i melodien, som C.N. typisk kunne have brugt i melodier a la ”Den milde dag er lys og lang”. Provinsdrengen Carl Nielsen er et af mine allerstørste forbilleder; elsker hans uforudsigelighed, hans kompositoriske råstyrke og hans stadige vekslen mellem ”mildt og vildt”! Gør mig ingen illusioner om blot at nå ham til sokkeholderne, men jeg synes det er sjovt at forholde mig til traditionen og være en del af den.

Med den milde vippefigur i mol, som er blevet til linje 6 nu, oplever jeg, at der pludselig opstår en usynlig forbindelse mellem ordet ”hjerte” i linje 1 og 3 og ordet ”kærlighed” i linje 6. Er godt tilfreds.

Så mangler jeg at se på sidste linje. Mit første melodi-udkast spiller igen på et ”vippe-motiv”, som ender nede på grundtonen d. Denne melodiføring ligger i nogle dage, fordi jeg ikke kan finde ud af, hvad det er, jeg synes, der mangler.

Så læser jeg teksten igen og finder ud af, at jeg har overset Grundtvigs udråbstegn ”…om nådens rige fylde!” På vej hjem i bilen dukker der en opadgående dur-melodiføring op i mit hoved; en krævende  sentens, som slutter oppe på en høj grundtone. Jeg kan godt lide den, fordi jeg ved, det vil kræve en indsats at synge. Menigheden må gerne blive udfordret lidt her – vi er langt inde i højmessen, stemmen er blevet varm, og man må faktisk gerne opleve, at ”der skal arbejdes lidt for sagen”!

Adskillige gennemsyngninger synes jeg næsten, at denne opadgående melodislutning låner os lidt af bevægelsen fra det gamle rituals formulering ”Opløft jeres hjerter til Herre. Lad os prise hans navn”. Beslutter mig for, at melodien har fundet sin slutning selv.

Kører hjem og skriver melodien ind i mit nodeskrivningsprogram og konstaterer, at jeg har skabt 30 sekunders musik!

Lars N. Sardemann

Ophavsret: